I forbindelse med påsken udgav Bibelselskabet på deres hjemmeside en miniserie, hvor præster med inspiration i Paulus’ breve skulle skrive breve til den menighed, som de – ligesom Paulus – lige nu var afskåret fra, mens virus og smittefare var på sit højeste. Idéen var god, for ligesom Paulus i sin tid var nødsaget til at skrive breve til de menigheder, han ikke kunne være hos, sidder jeg også nu og skriver til jer med en følelse af, at vi er langt fra hinanden. Det føles modstridende – for præst er man kun, hvis man har nogen at være det for – og selv om jeg for tiden bruger langt de fleste dage på mit kontor i præstegården midt i byen, så er det, som om vi aldrig har været længere fra hinanden.

Det er en mærkelig måde at være kirke på – for hvis kirken ikke er der, når vi har brug for den – hvornår er den så? Hvis den ikke er det sted, hvor man kan gå hen med sin angst, sine bekymringer og sin tvivl – hvad er den så? Hvis den ikke er åben, når alt andet er lukket – hvor skal man så gå hen?

Det har været et mærkeligt forsømt forår, og jeg tror, jeg taler for hele folkekirken, når jeg siger, at det har været smerteligt og forkert, at vi har måttet fejre påsken uden gudstjenester, sang og musik. Derfor har vi også måttet tænke kreativt her i vores kirker og afprøve nye former for stadig at være kirke i en tid, hvor vores fællesskab har været begrænset, og vi har særligt gjort brug af vores nye Facebookside Spentrup Gassum Asferg Kirker, hvor vi har delt videohilsner, prædikener, tanker og billeder, og vi er glade for at se, at initiativerne er blevet taget godt imod. Vi ved godt, at det ikke er det samme som at gå i kirke – det er det heller ikke for os – men det er en anden måde at kommunikere, en måde at tale til og med hinanden og ikke mindst en måde at holde sig opdateret. Vi håber, at I vil følge med også fremover – for det er ingen hemmelighed, at vi i skrivende stund ikke ved, hvordan vores samfund ser ud, når du sidder med kirkebladet i hånden i juni. Derfor skal bladet læses i sammenhæng med de øvrige anbefalinger fra myndighederne, og de planlagte arrangementer tages med alle de forbehold, der nu måtte være. Når du læser om de kommende arrangementer, vil du måske kunne genkende nogle af dem fra sidste blad. Vi ved, at mange havde glædet sig til flere af foredragene og gudstjenesterne, og det er heldigvis lykkedes os at udsætte mange af dem frem for at aflyse. Der er også nye foredragsholdere og initiativer iblandt, og vi håber at kunne gennemføre hele efterårsprogrammet som planlagt.

Foråret bød efter planen på mange skønne arrangementer, gudstjenester og fester, og det var en særlig stor skuffelse for både konfirmander og os præster og medarbejdere, da vi måtte udsætte forårets konfirmationer. De unge har glædet sig, og mens vi har set nysgerrigheden og interessen for kirken spire i løbet af skoleåret, havde vi glædet os til at se konfirmanderne blomstre på deres store dag. Det bliver naturligvis ikke anderledes, fordi festen er udsat, og vi vil gøre vores for, at konfirmanderne får festlige, højtidelige og varme konfirmationer i august.

Også den store markering af 75-året for befrielsen den 4. maj stod højt på listen over begivenheder, vi havde set frem til, og der var planlagt heldagsprogram på Hvidsten Kro afsluttende med en særlig festgudstjeneste i Spentrup Kirke og besøg i sognegården af skuespiller Bodil Jørgensen, der ville fortælle til udsigten mod præstegårdens mange vinduer oplyst af levende lys. Den 4. maj måtte vi nu i stedet nøjes med de levende lys – men befrielse var det, og befrielse bliver det, når vi igen kan samles og mødes – og derfor har vi valgt at udsætte begivenhederne til efteråret. Festgudstjenesten er derfor rykket til søndag den 11. oktober, hvor vi forhåbentlig er på så lang afstand af virus, at vi igen kan mødes – og vi har været så heldige, at Bodil Jørgensen har takket ja til at være med som gæsteprædikant ved gudstjenesten. Vi glæder os til en festlig gudstjeneste, hvor vi fejrer friheden, lyset og håbet.  

Når Paulus afslutter sine breve, gør han det gerne med både en formaning og en længere hilsen til og fra alle han kender. Formaningerne vil jeg lade ham om – men jeg vil gerne hilse fra hele kirken, alle medarbejdere og menighedsråd og på begge præsters vegne sige: Vi er her stadig! Vi er her, og vi er aldrig længere end et opkald væk – og vi glæder os til vi igen kan mødes i vores kirker og sognegårde i det fællesskab, som ikke er bundet til bygningen, men som vi bærer med os overalt, fordi Gud bærer sammen med os. På glædeligt gensyn og god sommer!                              Sognepræst Trine Daugaard Jepsen