”Når sorgen river i os mennesker med kærlighedens kræfter”

I disse år har de to provstier i og omkring Randers et samarbejde med Danmarks Kirkelige Mediecenter om i højere grad at få delt folkekirkens liv og arbejde i både lokale medier, kirkeblade, hjemmesider og facebooksider. I forbindelse med dette nye samarbejde har journalist Rikke Bøgh besøgt Spentrup sogn for at tale om den sorg, der rammer os mennesker, når vi mister. Det følgende er uddrag af Rikke Bøghs samtaler med sognepræst Peter Ulvsgaard og Ulla Mølbæk, der har oplevet sorgen på eget liv og egen krop. 

- Når jeg går hen til kirken, så går jeg jo hen over dem, der var her før, siger Peter Ulvsgaard, mens vi krydser kirkegården for at komme hen til kirken.

Der er lunt i kirkerummet, for der har lige været en bisættelse. Ved bænkene står engletegninger fra et projekt med elever fra 3. klasse. Hvis man lader blikket vandre op ad væggen, får man øje på kirkens gamle udsmykning, hvor engle og djævle bogstaveligt talt hiver i de døde, for at få dem i netop deres retning. Og på altertavlen er der knogler og et kranium for foden af korset.

- Vi bliver mindet om, at vi alle skal dø, siger Peter Ulvsgaard, og uddyber:

- Mange gange ser jeg mit eget spejlbillede i en rustvogn med kiste i. Så jeg er nødt til at forholde mig til døden. Men samtidig er jeg ikke verdensmester i den, for dagen efter er det lille Emils dåb, jeg står til. Som præst får man lov at være med hele vejen.

Peter Ulvsgaard hører sommetider folk spørge, hvorfor vi ikke snakker om døden. Men det synes han faktisk, at vi gør. De senere år er der kommet en del bøger om at miste. Også for børn. Og når man taler om døden, skal man gøre sig umage.

- Det er der også mange, der gør. Kirken har ikke patent på det, men kirken har en lang tradition for det. Og når man har stået der mange gange, så kan man formidle noget videre med vægt, siger Peter Ulvsgaard

Sprog og ritualer hjælper med at bære

Når man sidder til en begravelse i kirken, har man salmer, som man kan låne ord fra, når man selv har svært ved at finde ordene. Ritualer, som er en måde at gå til det, som nogen har gjort før, selv om man måske ikke selv har. Og en præst til at være ritualbærer, når det ikke er til at bære. Det er en rolle, Peter Ulvsgaard er meget bevidst om, og for ham er der en ydmyghed i at være en del af den kæde af præster, der har været før ham som bærere.

- Det handler ikke om mig. Jeg er hyret ind til en opgave. Ellers kan man ikke bære det, man skal, f.eks. når man står med en kiste på en halv meter. I sådan en situation er der ingen, der ved, hvad de skal gøre af sig selv. Men som præst flygter man ikke. Man har et sprog og nogle ritualer, så man ikke flygter, siger han,

Han fortæller en historie om Niels Bohr, der gik med to kastanjer i lommen mod sin gigt. Og da han blev konfronteret med, hvordan en videnskabsmand som han kunne tro på det, sagde han: ”Jeg har hørt, at det også virker, selv om man ikke tror på det”.

Peter Ulvsgaard oplever, at mennesker, der har mistet, ofte får et andet syn på livet og andre mennesker.

- Man vil aldrig vælge katastrofen, men den kan kaste en ny viden og indsigt af sig. Den skrøbelighed, det giver, vil vi ikke af med. Det er dybest set umuligt at rumme, men når man kan være i det, så giver det en respekt for verden og hinanden. Noget dybere, siger han.

En del af det at være præst er også samtaler med døende og folk, der lige har mistet. Og det giver tit nogle helt særlige samtaler.

- Der er no bullshit, når man besøger en døende eller er til en begravelsessamtale. Så giver det ikke mening at gemme sig og sidde og lyve, fortæller Peter Ulvsgaard.

Man kan altid få en samtale med sin præst, hvis man har brug for at tale med en. En såkaldt sjælesorgs-samtale, der bare betyder en samtale med omsorg for hele mennesket. Og så koster det ikke noget udover kirkeskatten. Og vi spørger jo ikke, om man er medlem, slutter sognepræst Peter Ulvsgaard.

Når man taler om de døde, er de stadig en del af ens liv

Ingen kan fjerne smerten, når man mister et menneske, man elsker. Men gode måder at mindes på, hjælper med også at huske alt det gode. Her kan både kirken og gravsteder spille en særlig rolle. 80-årige Ulla Mølbæk fra Spentrup har mistet mange i årenes løb. Forældre. Søskende. Venner.

- Det har man jo, når man når min alder, siger hun, og tilføjer:

- Men det med små børn, der mister en forælder, det er hårdt.

Det ved hun af personlig erfaring. For seks år siden mistede hun sin svigerdatter, hvis børn på det tidspunkt var 2 og 9 år. Og sidste år mistede Ulla Mølbæks oldebørn på 2 og 6 år deres far.

- Da vores svigerdatter døde, var det selvfølgelig svært for vores søn. Heldigvis boede vi tæt på hinanden, så vi kunne hjælpe hinanden, fortæller Ulla Mølbæk, der bl.a. har været der, når hendes børnebørn havde brug for et sted at være efter skoletid, til deres far kom hjem fra arbejde.

- Vores søn har talt meget med børnene om deres mor, og sammen har de set på billeder. Det samme har vi gjort med dem. Den lille var kun 2 år, da hun døde, så han kan ikke huske begravelsen, men han kan huske ud fra det, han har fået fortalt, og de billeder, han har set, siger hun.

Selv om den yngste ikke selv kan huske så meget, så er mor ikke glemt, fordi de stadig jævnligt snakker om hende og ser billeder af hende.

- Og hans storebror kan huske meget, så han snakker helt naturligt om hende. Det er godt at snakke om hende, siger Ulla, og tilføjer:

- Hun er en del af deres liv, selv om hun ikke er her mere.

 

Det er godt at gøre noget

Ulla Mølbæk har også oplevet, at den ældste af børnene har stor gavn af at kunne gøre noget.

- Vores søns ældste dreng har selv været med til at anlægge gravstedet. Han har også bestemt, at vi skulle have en bænk, hvor vi kan sidde og tænke på mor. Han har været meget impliceret i alt omkring begravelsen. Det, tror jeg, har hjulpet ham rigtig meget, fortæller Ulla Mølbæk.

Svigerdatteren ligger begravet på den lokale kirkegård, og det er helt naturligt for både Ulla Mølbæk og børnebørnene at komme forbi.

-  Når vi går i kirke, så kommer vi lige forbi gravstedet, og vi lægger også sommetider en blomst op, siger hun.

I starten tog især den ældste op til gravstedet med klassekammerater og venner.

- Det kunne de godt lide, men nu er der kun en enkelt tilbage, der engang imellem kommer med derop, fortæller Ulla Mølbæk.

Men for den ældste er det helt naturligt at tage forbi mor på kirkegården.

- For nylig havde de en vikar i skolen, hvor de fik til opgave at lave noget med geometriske figurer. Der kom han til at tænke på de geometriske figurer på mors gravsted. Så fik han og en klassekammerat lov til at gå over til gravstedet og bruge det til opgaven, siger Ulla Mølbæk, og uddyber:

- Jeg tror, at alle de praktiske ting, de hjælper ham igennem.

Hygger med far på kirkegården

Sidste år var det så Ulla Mølbæks oldebørn, der mistede deres far. Også de har haft gavn af at tale om deres far, og af at gøre noget.

- Da der var fars dag sidste år, var vores oldebørns far lige død. Så lavede de nogle sten, hvor der stod: ”Far, vi elsker dig, fordi du var så….”, og så f.eks. ”…god at lege med”, ”….god til at lave vejrmøller”, og sådan nogle ting, og så lagde de stenene på hans gravsted, fortæller Ulla Mølbæk.

Gravstedet er blevet et sted, de kan tage hen, når der er behov for at være tættere på.

- Når den ældste har behov for at være sammen med far, så tager de ind på kirkegården. I sommers tog de tæppe og madpakke med, og så sad de der og hyggede sig sammen med far, fortæller Ulla Mølbæk, der synes, det er sværere, når der er børn involveret.

- I gamle dage snakkede man om at være mæt af dage. Det er et godt udtryk, når det er ældre mennesker, der dør. Så synes man, at det er naturligt, selv om man godt kan savne dem. Men når det er børn, der mister en forælder, så bliver man jo ked af det på de børns vegne. Og kan slet ikke forstå, at sådan noget skal ske, siger Ulla Mølbæk, og fortsætter:

- Man vil gerne hjælpe dem, men man kan jo ikke tage smerten fra dem. Man kan måske hjælpe dem til at komme videre i livet. Og det er dejligt at mærke, at de trods alt kommer videre, selv om de selvfølgelig er mærkede af det. Men jeg synes, det er svært, når det er sådan nogle små børn, der bliver ramt, slutter Ulla Mølbæk.

Rikke Bøgh, Danmark Kirkelige Mediecenter, Aarhus.