Prædiken ved Biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen:

 

En landmand, en dyrlæge, en møller, en karetmager, en vognmand, en bryggeriarbejder, en mekaniker, en radioforhandler, en købmand, en kromand. De var landsbyens folk, naboer og genboer, så helt almindelige og genkendelige og blandede som alle vi andre. Men noget vågnede i lige netop dem her i Gassum og Spentrup og omegn, som vi kun kan håbe, vil vågne igen, hvis vi trues, kues eller gøres krav på med vold og magt.

Da de bliver kaldt på, da kromanden af en af sine gæster på kroen, en højtrangerende modstandsmand, bliver spurgt om de vil modtage noget fra luften, svarer han: ”Det må jo ordnes”. ”Ja, jeg kan jo ikke se, at der er andet at gøre, end at du må spænde den lille brogede for vognen og tage ud og hente de sager”, siger kromandens kone, da kromanden efterfølgende søger råd hos hende. Vennen og gårdmanden vil gerne hjælpe. ”Det er storartet, Fiil”, siger dyrlægen, da kromanden kommer til ham. ”A er klar”, siger vognmanden, der skal transportere de nedkastede våben. ”Jeg kunne knageme ikke tænke mig noget bedre end at være med mod tyskerne”, siger mølleren, da han bliver spurgt. ”Jeg kunne godt lide at være med i det, din mand tager ud og laver om natten”, betror radioforhandleren karetmagerens kone.

Sådan blev Hvidstengruppen til. Ikke med mange ord og lange tænksomme udredninger for og imod. Få ord blev efterfulgt af handling. Måske det efterhånden dæmrede for dem, omfanget af deres beslutninger. At det kunne gå frygteligt galt, blev mere og mere tydeligt. Afskeden med familien derhjemme de nætter, hvor man tog ud til endnu en nedkastning, har været tung og svær. Men de blev ved. Intet tyder på, at de på noget tidspunkt tvivlede eller tøvede.

Langt fra alle danskere sympatiserede som bekendt med modstandskampen. Hvad fik de her folk fra landsbyen til det? spørger vi, der lever på så mange års afstand. Ja, det udsprang vel af en vilje til at gøre modstand mod dem, der uretmæssigt havde gjort sig til herrer i det land, der var vores. En trang til at kaste et åg af sig, stå op imod den, der tager din frihed fra dig og nægter dig frit at tænke, tro og tale. Det var ligesom noget, der skulle gøres. Som kromandens søn, Niels Fiil, citeres for at have sagt: ”Sommetider bilder jeg mig ind, at vi i en nøddeskal er det stille og skikkelige Danmark, der rejser sig”. Eller som Marius Fiil selv så klart og enkelt sammenfattede det, da dødsdommen, efter tilfangetagelse, internering og fængsel var afsagt: ”Vi er ikke forbrydere, men tyskerne er gået ind i Danmark”.

Hvidstengruppens, og så mange andre af den tids modstandfolks, modstand er en modstand, der udspringer af kærlighed, slet og ret. En kærlighed til hjemmet, familien, venner og naboer, vores land. En kærlighed der kan koste, og en kærlighed, som vi kender det fra vores kristne tro, der kan betyde, at man sætter sit liv til for andre. Som Jesus siger i Johannesevangeliet: ”Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner”. Her forblev det ikke prædiken og vældige proklamationer, men blev omsat i handling af landsbyens folk, de helt almindelige, blandede og genkendelige. De elskede, som vi opfordres til det i Første Johannesbrev, ”i gerning og sandhed”.

Og vi, der på 75 års afstand ser til, kan kun undseeligt tage beretningen om Hvidstengruppens offer til os, hvis vi da ikke forfalder til den slags højtflyvende tale, der nok ville have været fremmed for dem, der dengang bare gjorde det, der skulle gøres. Men i brevene, som de dødsdømte skrev hjem til deres familier sættes der flere ord på, ord der både er små og store og til at forstå. Ord om hverdagene og børnene de savner så bitterligt, ord om de kys de sender, og de

praktiske ting, der nu engang skal ordnes derhjemme. Men også ord om kærlighed til fædrelandet, om taknemlighed for at have kunnet yde et offer for det fælles, om forvisningen på den evige fred hos Gud, og håbet om et gensyn hos Ham engang, med dem, man nu skulle skilles fra.

Så fint sammenfattet i Marius Fiils brev til hustruen og børnene: ”Der vil komme sorgfulde Dage for dig, min Elskede, med Kamp og Arbejde, men du maa bære det i Herrens Navn og stole paa ham, han har hjulpet mig i de sidste Dage, læg trygt din Tillid til ham, og han vil hjælpe jer, Herren vil bevare jer, Herren vil lyse Fred over jer alle og Herren vil alle Dage være med Eder alle, I kære derhjemme”. Det er ord, der er som mejslet ud af sindet hos et menneske, der er gået hele vejen, der hele vejen har haft sig selv med, og nu – her i dødscellen natten til den 29. juni har fundet hjem.

Igen: det kan for os, der nu sidder her i Gassum Kirke og som lever i Danmark i 2019, synes så fjernt, som en film eller en roman fra sært gamle dage, som skildringerne der fulgte i kølvandet fra besættelserne, fanget i gamle og højstemte ord, som nu i den grad er gået af mode. Men det er ikke så længe siden. Vores erindringer rækker jo så langt tilbage, gennem vores egne, vores forældres eller bedsteforældres erindringer.

Så vi må frem for alt ikke gøre mindet om Hvidsten-folkene til et museum, et gulnet foto, en skrattende filmoptagelse. Det må være os en anledning til taknemlighed, og en anledning til altid at være på vagt og være parat, når noget viser sig – måske på andre måder end vi havde forventet – noget som truer vores fred og frihed, som vil bemægtige sig os, og det land og fællesskab, der er vores. Der er meget af det, der sker i verden omkring os, også i den nære, der foruroliger os. Sådan har det altid været, sådan vil det forblive, men lige dér, hvor nogen træder det, og dem vi elsker, under fode, give Gud da, at vi har det samme mod til at lyde kaldet, og indtil da kæmpe for det, vi har kært.

Da de otte fra Hvidsten sad i Vestre Fængsel og ventede på deres dom, sang de, ifølge Axel Holm, der som den første nedskrev Hvidstengruppens beretning, flittigt fra Højskolesangbogen og holdt hver aften andagt i deres celle. Den var lagt i hånden på en ung teologistuderende og modstandsmand, ”røde” kaldet. Udenfor på gangen kunne man jævnligt høre tumult og skud, når folk blev ført til henrettelse. Ofte, står der, tog han med sin andagt udgangspunkt i en lokal salme, nemlig Jakob Knudsens ”Tunge, mørke natteskyer”, skrevet i 1891 lige herovre i Mellerup.

”Røde” læste som regel det første vers:

Tunge, mørke natteskyer
op ad himlen drager,
hjem til skovs af marken fly'r
hist de sorte krager;
skumringen sig breder ud,
medens natten lider!

De har måske haft det hjemlige skumrende landskab for øjnene, og så har de hørt ordene: ”Vær os nær, du kære Gud, medens natten lider”, som de kun kan høres af den, der virkelig sidder i mørkets og dødens skygge. For det de havde tilfælles med os, de dødsdømte, og det vi har tilfælles med dem, er den evangeliets trøst, som denne gamle kirke er bygget på, og som de har fået med netop herfra, at Gud i sin søn gav os sejren over død og fortræd. Måtte vi alle leve videre på den trøst, den tro, det håb og stå op for den kærlighed i livet vi her og nu skal leve med hinanden.

Æret være Hvidstengruppens minde og Guds nåde i sin søn Jesus Kristus være med os alle. AMEN