29. juni Dagen for henrettelsen af Hvidstengruppen er i mange år blevet markeret med kransenedlæggelse i Mindelunden og hvert femte år med mindegudstjeneste i Gassum Kirke.

I år, hvor det er 75 år siden, fandt vi anledningen passende til at invitere så mange efterkommere, som vi kunne finde samt forespørge om mulig royal deltagelse.

 

Planlægningen startede for to år siden, og for et halvt år siden meddelte kongehuset, at Dronningen selv ønskede at deltage.

Hermed fik planlægning og organisering et omfang, som langt oversteg menighedsrådets evner; men heldigvis meldte der sig straks kompetent og erfaren hjælp udefra.

Dronningens tilstedeværelse fordrede så store sikkerhedsforanstaltninger, at pladsen til deltagere blev begrænset, samtidig med at interessen for at deltage voksede markant.

Dette medførte at mange borgere i Hvidsten, Gassum og Spentrup skuffede måtte erkende, at de ikke kunne komme ind og deltage i den markering, som de har bakket op om i mange år.

Vi vil gerne her beklage, at der ikke var plads til flere og så meget mere beundre og takke for den forståelse og opbakning, vi har mødt i lokalsamfundet, hvor rigtig mange på hver deres måde har bidraget til, at dagen både blev praktisk gennemførlig og ekstra højtidelig.

En dag som dronningen ved afskeden udtrykte, at hun havde nydt.

Barner Andersen fortalte engang, at hans bror, møller Henning Andersen, der blev henrettet havde sagt:

”Det er ikke os, men dem derhjemme der bliver straffet. Det er dem, flaget skal hejses for.”

Og det var just, hvad der skete denne dag.

Mona Kjersgaard, formand for Gassum Menighedsråd.

 

Peter Ulvsgaards tale efter kransenedlæggelsen:


I dag for 75 år siden!
I det tidlige morgengry i Ryvangen blev otte mænd her fra byen og egnen ofre for den grusomme ideologi, der dengang havde lagt store dele af verden i lænker og frataget millioner deres liv og menneskelighed.

Disse stærke jyders tro på, at retfærdighed og frihed ikke kan gradbøjes, deres tro på, at nationer ikke bygges på frygt for en besættelsesmagt, gjorde dem til en del af en ny bevægelse, en modstandsbevægelse, der i antal måske ikke var imponerende, men hvis betydning var og er uvurderlig, ikke mindst for eftertidens syn på os danske i de fem onde år.

Når vi mindes Hvidstengruppen her i dag, både de otte dræbte og dem, der overlevede med ar på sindet og sår på sjælen, er stedet vigtigt, det var her lidt længere nede ad Mariagervej, på kroen, at den første kontakt blev etableret. Det var her, gruppen blev samlet og herfra, de drog ud, når de allieredes fly kastede våben ned til den danske modstandskamp.

Når vi igen og igen fortæller disse brave mænd og kvinders historie her på vore egne, så sker det, for at bringe fortiden i øjenhøjde med os, fordi vi anerkender, at intet menneske er uden ansvar for den verden, vi deler. Vi er aldrig uden skyld og ansvar, uanset om vi handler eller afstår, så har vi betydning for hinanden, for landet og for folket.

I skyggen af samarbejdspolitikken levede bl. a. her i Hvidsten, Gassum, Spentrup og de andre byer herude de, vi i dag kender som Hvidstengruppen.

De lod sig ikke tale til ro og på plads af bekymrede politikere, men involverede sig i modstandskampen og var mest af alt med til at redde Danmarks selvrespekt og omdømme.

De 8, hvis urner blev bragt fra Ryvangen og hertil, betalte den højeste pris, eller som én i gruppen fortæller i sit afskedsbrev: “Nogle må give deres liv, for at andre kan leve”.

Deres mod vil vi mindes ved at fortælle fortiden ind i nutiden, så vi husker, at vi aldrig kun står på vore egne usikre ben, men på skuldrene af dem, der kæmpede, trodsede fare og død, og betalte den højeste pris.

Hvidstengruppens otte mistede livet og deres familier mistede dem. Som en gæst på kroen, engang på en lap papir, skrev som en hilsen til Gudrun Fiil:

”Stærke var de, som stred, stærkest vel den, som led.”

I vore sogne og byer bæres både tabet og stoltheden over de tabtes mod dybt i familierne og lokalsamfundet.

Her i Mindelunden og på kirkegårdene ligger de og vidner om mod og vilje, om tro og trofasthed imod det land, der dengang var deres og i dag er vores.

Vi er her i Hvidsten i Gassum sogn beærede over, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe, Hjemmeværnet, Biskoppen over Aarhus Stift, vores Borgmester og mange andre sammen med Hvidstengruppens efterkommere deltager i denne markering, som led i den lokale tradition med at mindes og ære gruppen, både i by og i kirke.

Kransenedlæggelsen her og den senere mindegudstjeneste i Gassum Kirke er vores lokale bidrag til at holde historien levende, nærværende og relevant og samtidig at vise de efterlevende, at vi stadig dybt inde i den danske folkesjæl ved, at et folk ikke skabes, uden at nogen giver sig selv.

Det vidste de 8 og deres fæller; derfor læste de under fangeskabet i den Bibel, der nu ligger på alteret i Gassum Kirke. Det gjorde de, når de trængte til trøst, når de frygtede, når de håbede med håb imod håb derfor sang de sig mod til i den salme, vi nu vil synge og med dem i erindring sige:

Kæmp for alt,
hvad du har kært,
dø, om så det gælder! Da er livet ej så svært, døden ikke heller.

Æret være deres minde.

Sognepræst Peter Ulvsgaard.