Adventstid er forventningstid. I stuerne følger vi med i den årlige julekalender, åbner pakkekalender og tæller langsomt ned, mens adventskransen tændes, og både kagedåser og skuffer efterhånden fyldes med overraskelser. I kirken hører vi de samme fortællinger endnu engang, og vi synger julen ind med arrangementer for både børn og voksne. Vi bygger op, vi venter, og vi glæder os.

Der er forventninger – og så er der forventningerne om forventning. De er de sværeste. For hvordan tæller man ned til jul, hvis de eneste forventninger, drømme og håb, man bærer med sig, er dem, der ikke blev? Dem, der var? Dem, der blev taget fra én, fordi det ikke gik, som det skulle? Da er decembermørket svært at lyse op. Ingen lyskæder rækker. Ingen levende lys kan gøre det, for det er, som om lysene sætter spot på alt det, der gør så ondt at få frem i lyset. De tabte forventninger trives bedst i mørket. Og derfor er adventstiden så tung at komme igennem for den, der er omsluttet af mørke, selv på frostklare dage, hvor solen brænder igennem, og sneen tør en smule. Intet kan optø det vinterfrosne hjerte.

For den, der går en jul i møde, som ikke bliver, som den var, som den plejer, som den burde, for den er adventstidens forventninger smertelige. For hvor gør man af alle sine forventninger, alle sine håb og drømme, når sorgen nager, og erindringen om det, der var, sætter to streger under det, der skal komme – det, der ikke bliver, som det skulle have været?

Når dagene bliver kortere, vender jeg altid tilbage til den samme fortælling fra Det Nye Testamente. Fortællingen om Johannes Døberen. Forventningens figur. Ham, der baner vejen for Jesus. Ham, der råber i ørkenen, at der skal komme én, der er meget større. Han bærer håbet og forventningen i sin person. Men selv Johannes mister håbet. Da han sidder i sin fængselscelle og venter på sin dødsdom, rammes han af en altoverskyggende tvivl. Det håb, som han var sat i verden for at forkynde om, erstattes pludselig af en dyb fortvivlelse. Og han sender bud efter Jesus med spørgsmålet: ”Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?”. Johannes er i tvivl. Selvfølgelig. For det er i mørket, at håbløsheden trives bedst. Her har angsten de rette vækstbetingelser.

Det er her i fortællingen, jeg altid ånder lettet op. Ikke bare fordi det er opløftende i sig selv, at selv det mest forventningsfulde menneske kan rammes af angst og tvivl. Men fordi Jesus kommer ham i møde. Han beder disciplene fortælle Johannes, hvad de oplever uden for murene. At døve hører, og at blinde ser. At undere sker. Og Jesu ord når helt ind til Johannes. De når helt ind i fængselscellen, ind i ensomheden og angsten og møder ham her, hvor håbløsheden fylder alt. Her kommer Jesus ham i møde. Fortæller ham, at uden for mørket er der lys.

På samme måde som juleenglen fortæller det til hyrderne på marken julenat. ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket.” En stor glæde, som skal være. Det kan godt være, den ikke er lige nu. At vi ikke kan tro det eller få øje på den eller forestille os, at den nogensinde skal komme igen. Men den skal være. Det har juleenglen lovet os. Selv i det dybeste decembermørke skal julelyset tændes og Guds kærlighed omfavne os. I sorg og i glæde. I tro og i tvivl. For dig og for mig.

 

Glædelig jul og Godt 2020!

Sognepræst Trine Daugaard Jepsen