Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?

Ordene fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente har rumsteret i hovedet på mig den seneste tid for hvad er der at sige om et menneske og hvad er der at sige, når det menneske er én selv?

Skulle jeg have beskrevet mig selv for et par måneder siden, ville det have været nemt ja, det var nemt, da jeg sendte min ansøgning til menighedsrådene i Spentrup, Gassum og Asferg for jeg var jo bare Trine. Jeg beskrev mig selv som nyuddannet teolog fra Aarhus Universitet, som medarbejder i Kirkens Korshærs Døgnvarmestue og Stofindtagelsesrum i Aarhus og som forlovet med Jens-Jakob. Når nogen spurgte, sagde jeg, at jeg søgte præsteembede men det var endnu blot en forestilling, en drøm og et håb og en lille smule uvirkeligt.

Men lige pludselig en sen aften i maj, få dage før min 27-års fødselsdag, blev det pludselig virkelighed, da jeg blev ringet op med beskeden om, at jeg var indstillet til embedet. Og da jeg fortalte Jens-Jakob det, sagde jeg for første gang ordene højt. Jeg skal være præst. Det var, som om ekkoet blev ved at runge i lejligheden.

Sognepræst. Jeg smager stadig på ordet, når jeg præsenterer mig. For det er sådan, jeg nu præsenterer mig som sognepræst i Spentrup, Gassum og Asferg sogne, bosat i Asferg. Og selv om det stadig føles uvirkeligt og som et helt nyt liv, vi er trådt ind i, her i den smukke, historiske præstegård, hvor man må kigge ud af vinduet for at opdage, at det regner, fordi det bløde stråtag dæmper lyden, og hvor fuglene synger, og kragerne vender så føles det samtidig som det mest naturlige i verden. Med en barndom i den lille havneby Juelsminde og en tidlig ungdom i en gammel skovridergård i hjertet af de store skovområder syd for Silkeborg har jeg ikke bare været vant til landsbylivet, naturen og stilheden jeg har været knyttet til den, forbundet med den og jeg har savnet den under mine år i Aarhus.

Til gengæld fik jeg i Aarhus kendskab til den måske stærkeste kontrast til den landlige idyl, jeg havde holdt så meget af. De sidste år af min studietid tilbragte jeg ved

Kirkens Korshær, hvor jeg begyndte som frivillig nattevagt i Døgnvarmestuen og siden blev ansat som både praktikant og fast vikar. Jeg var drevet af den nysgerrighed og optagethed af mennesker og mødet mellem mennesker som har fulgt mig, siden jeg var barn og arbejdet har givet mig et helt unikt indblik i, hvordan livet kan se ud, når ens opvækst ikke har været trygt beskyttet af en ligusterhæk, eller tilværelsens tilfældigheder pludselig spænder ben. Og selv om der kan synes langt fra det barske storbymiljø i Aarhus til det fredelige Asferg, så tror jeg på, at vejen er brolagt med de samme eksistentielle vilkår for vi deler alle den skæbne, at vi er mennesker og hvad er da et menneske andet, end at det er set, hørt og elsket af Gud?

Det lå aldrig i kortene, at jeg skulle være præst. Vokset op i en arbejderfamilie og med en storesøster, der som den første i familien fik studentereksamen og siden blev jurist, var det ikke det oplagte valg. Alligevel virkede det som det rigtige jeg havde tidligt en stor interesse for filosofi, sprog, litteratur, samfund, tro og eksistens og teologien virkede som en måde at forene det hele. Og når jeg ser tilbage på mit valg, er jeg ikke i tvivl for det er jo det, teologien gør det er det, kirken gør: Beskæftiger sig med det hele. Alt det, der fylder i vores lille menneskeliv. Alt det, vi ikke forstår. Alt det, vi tror og håber og lever af og midt i. Det er det, der tiltaler mig ved præstegerningen, og det er det, der driver mig i mit arbejde med tilliden til, at livet, skaberværket og et menneske er meget mere, end vi kan sige os selv.

Jeg glæder mig til at møde jer og lære jeres vores skønne egn at kende.

Sognepræst Trine Daugaard Jepsen