Foto: I Gravkirken i Jerusalem ligger den sten, som traditionen siger Jesus blev lagt på efter nedtagelsen af korset. I dag beder især kristne fra de ortodokse kirker intenst ved stenen og kvinderne medbringer ofte deres eget ligklæde, som de gnider på stenen for at få opstandelseshåbet med i deres egen grav. Foto af Peter Ulvsgaard.

Ingen af os havde forudset, at året 2020 bliver et år, vi vil tænke tilbage på med sorg, undren, bekymring og samtidig en vis stolthed over, at vi som folk, land og demokrati har vist, at vi kan stå sammen. Da vi nytårsaften lyttede til Dronningens nytårstale og tog hul på et nyt og ubrugt år, var det med andre forventninger. F. eks. glædede tusindvis af konfirmander sig til det forår, der skulle blive deres konfirmationstid. Brudepar var allerede i gang med de første forberedelser før deres store dag rundt i landets kirker. I familierne så vi på hinanden og glædede os til runde fødselsdage og planlagte ferier.

Vi havde truffet aftale om et hus i Spanien med alle vore fem børn og deres kærester. Sådan blev det ikke, og sådan bliver det sikkert ikke en tid endnu, fordi en virus bredte sig fra øst med hast, fra bl. a. skisportssteder, hestemarkeder og en international gudstjeneste i Frankrig. I skrivende stund sidder vi stadig hjemme foran vores computerskærme og ved vores telefoner. Vi mødes i små forsamlinger for at minimere smitterisikoen.

”Virkeligheden er altings prøve”, siger vi. Det har heldigvis vist sig, at netop et samfund som vores er rustet til at bevare både tiltro og tillid. Vi tror på det, vi får fortalt. Var der for en del år siden en udbredt mistro mod eksperter, så har vi lært, at vil vi vide mere, så må vi spørge dem, der ved noget om virkelighed og fakta. Meget godt, tillidsfuldt og menneskeligt har vist sig undervejs i den tid, hvor verden har været lukket. I udfordrende tider vender et folk sig mod fortællinger og handlinger, der giver mod. Det kender vi til. I maj skulle vi have holdt store mindehøjtideligheder rundt i landet for at fejre den frihed, der for 75 år siden kom til Danmark. At Danmark blev befriet var hjulpet på vej af danskere, der dengang viste mod og skabte håb ved at gå aktivt ind i modstandskampen. Den ideologi, der dengang var ved at kvæle Europa, blev modsagt og modarbejdet både i det livsfarlige modstandsarbejde og i det skjulte i digtning, alsang og gudstjenester. I maj mindedes vi friheden og heltemodet sammen hver for sig.

Modstandskamp og modstandskraft er noget, vi kender fra vores historie, men anderledes ser det ud, når fjenden er en virus, der ikke kan ses og først senere måles. Her må corona-tidens helte og heltinder i sundhedssektoren kæmpe aktivt. Vi andre har måttet kæmpe passivt ved ikke at samles, men stå sammen hver for sig. Strategien har vist sig farbar og har uden tvivl reddet liv, men den har også ind imellem hensat os i en tilstand af mismod, for hvorfor kan vi ikke samles i kirker, på torve, i stuer og hvor vi ellers normalt samles for at holde modet oppe hos hinanden?

Spoler vi tiden et par tusinde år tilbage, var den lokale tømrersøn Jesus på besøg i sin hjemby Nazareth. Foran ham var der løbet rygter om, at han gjorde store undere rundt i landet, han kunne tale modet og håbet frem, især blandt de fattige og udsatte, der normalt ikke havde meget at håbe på. De fleste huskede ham sikkert som en ret almindelig dreng i en almindelig familie, hvor far Josef drev et mindre tømrerværksted i én af sidegaderne. Deres Jesus var blevet én, man talte om, og nu var han så hjemme igen. Den dag var synagogen, den lokale “kirke”, sikkert proppet til sidste ledige gulvplads. Hvad mon han havde tænkt sig at fortælle? Var han en oprører eller en hellig mand?


Foto: Fra indkørslen til det i dag altovervejende muslimske Nazareth, hvor pizzeriaerne har en Maria-menu. Foto af Peter Ulvsgaard.

Da Jesus kommer ind, beder han om at få én af tekstrullerne bragt til sig og finder et ganske særligt sted i én af de gamle profettekster. Han åbner rullen på læsepulten og finder frem til det kapitel, hvor Esajas fortæller om, at midt i elendigheden finder Gud en vej. Selv der, hvor man mindst venter det, åbner Gud en vej til trøst og mod, ja, selv de, der er fanget og sat fast vil blive fri, for Gud lover en ny tid for sit folk.

Hvordan mon de modtog ordene? I begyndelsen med glæde og stolthed over, at byens søn havde ordet i sin magt og sikkert også her ville gøre store ting og undere. Da Jesus utvetydigt siger, at en profet ikke er agtet i sin hjemby, forvandler glæden sig til forbitrelse. Hvad bilder han sig ind?

Fortællingen om Jesus, der taler håbet frem, er én af de fortællinger, vi kender fra kristendommens grundfortælling Bibelen. Bibelen, der ikke bare ligger på alteret i vores kirker, men også står i rigtig mange bogreoler og findes online på Bibelselskabets hjemmeside og læses til trøst og glæde igen og igen.

Midt i nedlukning og afstand skulle en ny oversættelse af hele bibelen have været fejret med festgudstjenester i vore domkirker og ved mange andre arrangementer, der ligesom alt andet er aflyst eller udsat.

Bibelen 2020 er landet, og den kan købes for det samme som 2-3 måneders streaming koster. Den er vores kulturs navlestreng til fællesskab med Gud og med hinanden, og nu er den blevet endnu lettere at åbne uden andre forudsætninger end lyst til at møde de største fortællinger og bæres af det vildeste håb: Vi tror på en Gud, der fra de første tider og fra første side vil os mennesker. En Gud, der taler verden ud af mørket og sætter himmellegemerne på himlen, så vi kan følge med i tiden og holde vores fester og fejre lyset, livet, Gud og hinanden.

I den nyeste oversættelse skal vi ikke herske over verden, men have ansvar for verden. Nogen kalder oversættelsen for politisk korrekt og et knæfald for klimahensyn. Andre, mig selv inklusive, byder enhver ny oversættelse velkommen, for ingen af os ville kunne forstå de gamle mellemøstlige tekster uden oversættelse, og ingen oversættelse kan se sig fri for at måtte træffe valg, så teksten kan forstås i dag.

Når man oversætter gamle oldhebræiske og græske tekster, vil der altid være en stor sproglig kløft, hvor enhver oversættelse må stå i et spændingsfelt mellem grundsprog, tradition og sprogvidenskab. Der findes ikke én sand bibeloversættelse, men mange bud på, hvordan vi bedst læser og forstår indholdet i dag.

Oversættelser er hver gang også en kampplads for forskellige forventninger og holdninger, det ses bl. a. i Bibelen 2020 derved, at landet og folket Israel, der i Det Gamle Testamente i første omgang er det tilnavn stamfaderen Jakob får, da han kæmper med Gud og overlever, i Det Nye Testamente oversættes med bl. a. jødernes land, jøderne eller hjem, alt efter sammenhængen. Enhver oversættelse er en række valg, som andre kan være enige eller uenige i.

Kasper Bro Larsen, der er forsker med speciale i Det Nye Testamente på Aarhus Universitet (og i december 2019 holdt foredrag i Spentrup Sognegård), har sagt, at når vi forkynder “handler det om at finde balancen mellem nærhed og afstand. Svært forståelige ord giver en følelse af afstand, ophøjethed og tidløshed, mens hverdagssprog skaber nærhed og genkendelse. Præsten skal have for øje at ramme balancen, så sproget hverken bliver for lavt eller for højt. For er sproget for lavt, mærker man ikke som kirkegænger, at kirkerummet repræsenter en helt anden, guddommelig verden. Er sproget i kirken omvendt for højt, kan det blive sværere at tage budskabet med tilbage til hverdagen.” (Kristeligt Dagblad
20.3.2020).

Foto: Lektor Kasper Bro Larsen, Aarhus Universitet, fortæller i Spentrup Sognegård om de forskellige syn på Jesus og de traditioner, det har affødt. Foto af Peter Ulvsgaard.

Bibelen 2020 ikke er tænkt som erstatning for den Bibel, der bruges i kirken, men som et supplement, der kan åbne for Bibelens beretninger og trøstefulde forkyndelse for mange nye lyttere, læsere og kirkegængere. Vi har brug for teksterne til at forstå os selv og til at kaste lys ind over vores verden. Derfor er det vigtigt, at teksterne også er tilgængelige for moderne mennesker. Det er stadig vedkommende og livsvigtigt at læse om en fars sorg over at miste sin “fortabte” søn og to søstres sorg over deres døde bror Lazarus, fordi det også er vores sorg og vores glæde, det handler om. Bibelen 2020 er et godt sted at begynde, hvis vi vil mismodet til livs og finde trøst og mod i tider med uro og frygt.

Et sted at starte kunne være at læse om, hvordan en skriftklog jøde i Markusevangeliet, der var kommet i tvivl og måske også ramt af frygtens mismod, kommer til Jesus og taler med ham om kærlighed til Gud og mennesker som det vigtigste af alt.

Til ham siger Jesus: “Du har forstået, hvad Guds kongerige handler om.” (Markus 12,28-34). Eller vend blikker mod én af Det Gamle Testamentes salmer:

“Han trak mig op af dødens grav,

op af mudder og slam,

han satte min fod på klippen,

gav mig fast grund under fødderne.

Han fik mig til at synge igen,

en glædessang til Gud.

Mange skal høre det og tro på Gud.

Hvor er det godt at have tillid til Gud

og ikke lytte til arrogance og løgn.”  

(Bibelen 2020. Salme 40, vers 3-5)

Sognepræst Peter Ulvsgaard