Sådan husker jeg, at én af mine lærere på universitetettiltalte os nystartede teologi- studerende på Aarhus Universitet. Det var endnu længe før, vi vidste, om vi ville ende i præstekjole. Dengang kendte vi endnu ikke til den store glæde over at ende, hvor historien holdes levende og ingen hævder, at livet kan sættes i regneark og statistikker.

Vores liv er en historie!

Det er den først og fremmest, fordi den består af uendelig mange detaljer og øjeblikke, der først, når de sættes sammen, danner en sammenhængende fortælling om, hvem du og jeg er. Vi bliver dem, vi er, fordi vi møder andre, der oplyser, skubber, skuffer, løfter og viser os veje, vi ikke før havde set mulige. Vi er vores historie, og vi er det sammen med dem, der langt eller kort slog følge med os i livet og var med til at forme og danne os.

Vi er historier og historie; i et længere perspektiv er vi dem, vi er blevet, fordi generationerne før os traf de rigtige og vigtige valg, eller måske fordi de ikke traf dem. “Fædrene spiser sure druer og sønnerne får stumpe tænder”, står der i et oldgammelt skrift i Bibelen. Vi arver synd såvel som skyld, arvesynd og arveskyld. Det skrives der de største og bedste historier om, men det er jo også levet liv og ind imellem historier om alt for tidlig død.

April og maj måned har budt på mange besøg af interesserede skolebørn fra Blicherskolen i Spentrup Kirke. Et par gange stod vi inden kirkebesøget ude foran kirkedøren. Vi så mod vest mod den gamle kirkemose. Derfra ved vi, at her har det danske folk dybe og lange rødder. I kirkemosen gik engang i det femte århundrede en statelig og velhavende kvinde med sine smykker. Hun ofrede sine smukke guldsmykker til Odin, hvis to ravne, Hugin og Munin prydede et af smykkets vedhæng. Grunden kunne
være, at der dengang i midten af det femte århundrede var en klimakatastrofe, hvor solen blev bleg. Selv midt på dagen skinnede den ikke meget mere, end fuldmånen plejede at gøre. Det var ikke kun i Spentrup eller Danmark eller i et kort øjeblik. Tusmørket varede i månedsvis, og det gjorde så stort et indtryk, at der blev skrevet om det i Rom, Byzans og Kina. “Selv ved middagstid kastede solen ikke en skygge”, skrev romeren Flavius Cassiodorus.

Året var 536, og i Kina havde de frost om sommeren. Om vinteren lå der halvanden meter sne i Syrien.
De næste ti år var ifølge forskere i dag de koldeste år i mere end to tusinde år, og anslået en fjerdedel af verdens befolkning døde af især en aggressiv pest, der fulgte med kulden.På den historie står vi i bogstaveligste forstand, når vi går vest om kirken og forestiller os kvinden, der ofrede sit dyrebareste eje og måske også sit liv for at forhindre den frygtede vinter i at ende i Ragnarok. Hverken verden eller Kronjylland gik heldigvis under. En ny tro afløste snart den gamle asatro, og med den kom også kirkerne, de gamle, tunge og himmelstræbende huse, der kendetegner det danske kulturlandskab. Fra troens huse kom både fastholdelsen af vores ansvar for hinanden og forkyndelsen af Guds nåde. Fra folkets kirker blev betydningen af ansvar, pligt og fællesskab båret op gennem århundrederne til i dag, hvor vi igen vil mindes dem hos os, der sidste gang Danmark var besat, ikke lod stå til eller gav op. Som der står på den unge danske digter og modstandsmand Morten Nielsens gravsten på kirkegården i Aalborg: Den, der kæmper, taber aldrig helt. Selv nåede Morten Nielsen ligesom de mange andre, vi mindes, ikke at opleve befrielsens 4. maj, men døde efter et pistolskud kun 22 år gammel i 1944. Samme år led også egnen her det største tab. Otte af de fængslede fra Hvidstengruppen blev henrettet i Ryvangen en tidlig sommermorgen den 29. juni.

Vi mindes og genfortæller igen og igen det, der dengang skete. En lille gruppe mænd og kvinder lod sig ikke besnakke af den samarbejdspolitik, der var konsekvensen af flere års nedrustning og manglende vilje til at indgå alliancer. Danmarks omdømme og selvrespekt blev reddet af mennesker, der som Hvidstengruppen og andre reagerede på, at landet ikke var frit, men besat. Nogle betalte den højeste pris, deres mod vil vi mindes ved at fortælle og bringe fortiden ind i nutiden, så vi igen forstår, at vi aldrig kun står på vore egne tynde ben, men på skuldrene af dem, der kæmpede og trodsede fare og død, og betalte den højeste pris.

Også deres historie er indskrevet i de gamle kirkehuse. I Spentrup er dåbskanden skænket af en arv fra én af de henrettede. På alteret i Gassum kirke ligger den Bibel, der blev brugt til aftenandagterne i Vestre Fængsel, mens gruppen afventede dommen. En gruppe tapre og handlekraftige mænd og kvinder og deres familier gav det største offer, nogen kan give for den sag, de tror på og kæmper for. De mistede livet og deres familier mistede dem. I sogne og byer som vores bæres både tabet og stoltheden over de tabtes mod dybt i familierne og lokalsamfundet. Derfor er de pårørende, sammen med Kongehuset og Forsvaret vigtige gæster, når Gassum menighedsråd i år i anledning af 75- året for henrettelsen af Hvidstengruppen, inviterer til kransenedlæggelse i Hvidsten og mindegudstjeneste i Gassum Kirke. Mindehøjtideligheden er både for at holde historien levende, nærværende og relevant og for at vise de efterlevende, at vi stadig dybt inde i den danske folkesjæl ved, at et folk ikke skabes uden at nogen giver sig selv. Måske fordi den fortælling er selve livsnerven i kristendommen, så virker det til, at kirken i disse år er et af de få steder, hvor erindringen om offeret fastholdes.

Kristendommen er som en historisk religion selv erindringen om det afgørende og indeholder derfor

også erindringen om nederlag og skyld. Digteren Klaus Rifbjerg skrev i novellesamlingen Besat, der udkom ved 70-året for Danmarks befrielse, at det, vi oplever i livet af både store nationale og helt personlige begivenheder “må have ord at gå på.” Ord at gå på er det, vi giver, når vi mindes. For uden ord, sprog, sange og erindring ville så grundlæggende begivenheder som besættelse og befrielse være udvisket og glemt. Derfor sætter vi traditionen tro, lys i vinduerne i den gamle præstegård, hvor Steen Steensen Blicher i fordums dage om jyden digtede, at han var både stærk og sej. Er der nød på færde, går den stærke jyde ud af døren og kommer ikke ind igen, før det onde er gennet væk! De sang under krigen Blicher på Hvidsten Kro. I fængslet sang gruppen salmer for at holde håbet højt, og da det viste sig, at håbet ikke slog til at holde de dømte i live, så lagde de sig ind i vores fælles historie. De står ikke alene på mindestenen i Hvidsten, i våbenhuset i Gassum, men også i vore hjerter. For vores tro på at det nytter at kæmpe, må igen og igen finde “ord at gå på.” Og de ord går også ind i vore hjerter, vi de kommende generationer, der ikke har nogen som helst erindring om de fem onde år eller det skel, det dengang satte mellem frænder, hvor man stod i den kamp. Én af tidens desværre ofte glemte digtere, Poul la Cour, skrev i 1946, at de, der havde kæmpet for Danmarks frihed, havde kæmpet også ”for det, der er større end frihed: Ret til at modtage den”. Og det er jo altid spørgsmålet, om vi har ret til at modtage friheden. Om vi har brugt og bruger friheden på den bedste måde. Derfor er enhver mindehøjtidelighed, som den Gassum menighedsråd inviterer til den 29. juni, også anledningen til at spørge os selv om, hvordan vi forvalter en frihed, de faldne var med til at sikre os.

Kæmper vi også for en fri verden, hvor ingen må spærre andre, der tænker anderledes, inde bag mure eller drømme om at køre dem, vi ikke forstår, væk i togvogne eller bag pigtråd? Det skylder vi dem, der gav deres liv, for vores friheds skyld at tænke over og svare på, når vi bruger den frihed, de var med til at give os. For vores liv er en historie, og i den historie må vi aldrig glemme dem, der kæmper frihedens kamp.

Æret være de faldnes minde.

Sognepræst Peter Ulvsgaard, Spentrup, Gassum og Asferg